Et projekt omhandler journalistisk eller formidlingsmæssig udvikling af det webmedie eller website, du er ansat på eller tilknyttet.
Det kan i nogle tilfælde være umuligt at gennemføre et egentligt netjournalistisk udviklingsprojekt. Du kan i så fald vælge at gennemføre dit projekt som en plan for udvikling af indhold (netstrategi) eller som et undersøgelse af et netjournalistisk emne.
Vi opererer således med tre typer af projekter:
- Netjournalistisk udviklingsprojekt. Projektets resultat er synligt på web (eller intranet) som fx en ny sektion, tema, indholdsmodel eller lignende.
- Webstrategi eller plan. Projektets resultat er et papir med en webstrategi eller handlingsplan for udvikling af website (eller intranet).
- Undersøgelse. Projekts resultat er et papir med en undersøgelse, konklusion, anbefalinger og eventuel model af et netjournalistisk emne.
Projektet skal være journalistisk eller formidlingsmæssigt - Det overordnede formål skal være journalistisk eller formidlingsmæssigt. Indhold og kommunikation skal være et centralt element. Teknologi kan fx ikke være et projektemne alene - men afprøvning af teknologi til journalistisk eller formidlingsmæssigt formål kan meget vel være det.
Veldefineret og snævert fokus - Det anbefales at projektet er snævert defineret, afgrænset og måske endda "specielt" i sin problemstilling. Fokus på detalje og dybde foretrækkes frem for det generelle og overfladiske.
Projektet er gennemførligt - betyder at projektet vil blive gennemført i løbet af modulet. Projektidéen skal være realistisk og mulig.
Projektet er udfordrende - betyder at projektet giver dig mulighed for at arbejde med problemstillinger og emner som er nye, relevante, gerne uafprøvede og af væsentlig betydning for udviklingen af dit webmedie eller websted. Ideelt vil projektet afprøve alternative muligheder, bane nye veje og afprøve teorier, som ikke er prøvet eller testet før. Projektet vil, når det er bedst, udfordre gængse forestillinger.
Projektet er virksomhedsrelateret - projektet skal være relateret til og integreret med udvikling af din virksomheds webmedie eller websted. For deltagere uden fast ansættelse i en virksomhed må projektet planlægges og gennemføres for eller i samarbejde med en kunde, partner eller anden form for organisation eller virksomhed, som den pågældende deltager har relationer til.
Projektet er forretningsmæssigt - betyder at dit projekt har værdi for din organisation. Projektet er (på kort eller længere sigt) med at til virkeliggøre formålet eller visionen, sådan som du kender den, for dit medie, din virksomhed eller organisation. Det forretningsmæssige betyder ikke nødvendigvis, at dit projekt tjener penge til din virksomhed (men det må det gerne!). Værdien kan fx ligge i vidensindsamling i forbindelse med afprøvning af ny redaktionelt koncept eller metode, øget kvalitet, bedre service, i besparelser og lignende.
Projektet er individuelt - dvs. at du selv er ansvarlig for og står for idé-udvikling, projektering, planlægning og gennemførelse. At projektet er individuelt betyder naturligvis ikke, at du er alene om at gennemføre det. I et typisk projekt vil du være projektleder for nogle få eller flere tilknyttede projektdeltagere. Du vil komme til at fungere som dit projekts "direktør" og få ansvar for at organisere, lede og motivere dine kolleger, medarbejdere fra andre afdelinger samt muligvis også eksterne partnere og leverandører. Som idémand/kvinde vil du følge projektet fra første færd - fra indledende idéformulering, via informationsindsamling, projektformulering, godkendelse, detailplanlægning, projektarbejde, gennemførelse, evaluering og afslutning.
Samspil med modulet - der lægges vægt på, at teorier og information som fremlægges på diplommodulet indgår og eventuelt afprøves i projektet.
Timing - Projektet skal gennemføres under diplommodulet - timing er afgørende. Ideelt igangsættes og afsluttes projektet inden for diplommodulet fire måneders varighed. De væsentligste faser af projektet skal ligge inden for undervisningsperioden.
Projektbeskrivelse – i det indledende arbejde med projektet skal du udfylde en projektbeskrivelses-formular. Denne bliver oprettet på diplommodulets intranet (Quick Place) og vil være tilgængelig fra den begynddelsen af august 2007. Du skal aflevere din færdige projektbeskrivelse senest onsdag den 5. september 2007.

4 kommentarer:
Hej Nils Ulrik,
Du er tidligt ude, det er fornemt. Findes der evt. eksempler på projekter eller forslag til projekttyper, man kan lade sig inspirere af?
Hilsen fra én, der ikke er gået på ferie endnu! (Bodil Christensen)
Hej Bodil
Jeg må nok indrømme, at jeg er meget tidligt ude - at dømme ud fra manglen på respons på litteratur og projekter... :-) - men tak for dit spørgsmål!
Her eksempler på de tre typer af projekter:
- Indholdsudvikling – udvikling af et website, en websektion, indhold i et website, intranet, nyhedsbrev, tema eller lignende – dvs. faktisk planlægning, produktion og igangsætning/implementering af netindhold/netjournalistik. Eksempel: Jørgen Poulsen, DR, planlagde og implementerede sektionen: Læserne anbefaler til DR.kd/bog - http://www.dr.dk/Bog/laeserneanbefaler/20060130165233.htm
- Strategi/plan – en analyse og strategi og plan for udvikling af et website, websektion, avis, specialblad, andet medie eller forretningsmæssig aktitivitet til nettet. Eksempel: Tine Santesson lavede en (fremragende) strategi for udvikling af DJØF-bladet på nettet – men strategien er fortsat ikke implementeret - http://www.djoef.dk/online/view_Folder?ID=743&fht=nvh&virk=1
- Undersøgelse – research og analyse af et emne af netjournalistisk karakter (netkommunikation), som bringer noget nyt til veje. Eksempel: Knud
Erik Dahl lavede en spændende analyse af webforsider for nyhedswebsites med anbefaler for udvikling af DR Nyheder Onlines forside - http://dr.dk/nyheder/
PS. Jeg bemærkeder at http://diplom07.blogspot.com var optaget! - så jeg måtte vælge http://diplom2007.blogspot.com :-)
flot blog du har!
venlig hilsen nils ulrik
Hej Niels Ulrik
Det er meget brugbart at se de eksempler på projekter, tak for det.
Det har sat tanker igang hos mig.
vh/Inger
Jeg har dialog om projekt-ideer med flere af jer via e-mail - og tænker at det kan virke inspirerende at se hvilke projekter, der blev igangsat på diplommodul 2006.
Overblik over projekter på Journalistik på nettet 2006
Netstrategi-projekter:
• Internetstrategi for plastindustrien i Danmark.
• Ny arbejdsområde for vejsektoren (Vejdirektoratet og Fyns Amt).
• Netstrategi for Grønlands største boligselskab INI.
• Webstrategi for SF.
• DJØF-bladet på nettet.
• Netstrategi for Frederiksborg Amts Avis.
• En ny Lolland-Falster Folketidende på nettet.
Indholdsudvikling:
• Portræt af en folketingspolitiker (SF) med video og tekst.
• Online selvbetjening på TDC Mobil.
• Udvikling af nyhedsbrev: eNyt om EU.
• Salgsfremmende netaktiviteter hos BUPL.
• Fokuseret indhold til Forsikring & Pensions målgrupper (webstrategi).
- Den grønlandske avis Sermitsiaq møder udfordringen på nettet fra en konkurrent.
• Mere indblik på nettet for DR Syd.
Undersøgelses-projekter:
• Hyperlokaljournalistik - en amerikansk model anvendt i DR?
• Dansk forskningsformidling på nettet.
Intranet-projekter:
• Strategi for intranet for Direktoratet for Fødevare/Erhverv.
• Netstrategi for Dansk Landbrugsrådgivnings intranet intern.
venlig hilsen nils ulrik
Send en kommentar